BEDRE INFRASTRUKTUR I ØSTJYLLAND
Det er helt essentielt, at vi har en god infrastruktur. For med bedre veje skaber vi udvikling og vækst i vores område. Men i dag sidder flere tusinde østjyder hver dag i kø og bruger så meget tid, der kunne være gået til vigtigere ting, og derfor arbejder jeg på at sikre 3 spor på E45 til Randers. Derudover er det også vigtigt, at borgerne langs E45 i Randers kommune får støjværn. Venstre og jeg fik sikret en historisk stor støjpulje, så de støjramte borgere i Vorup og Hornbæk nu endelig kan se frem til en løsning, men vi mangler stadigvæk de sidste områder, og derfor arbejder jeg også for en national handlingsplan mod støj. Vi fik faktisk vedtaget en aftale, der sikrede 3 spor under den tidligere borgerlige regering, men det valgte den socialdemokratiske regering at skrotte lige efter valget. Og derudover er Venstre det eneste parti, som har fremlagt en finansieret plan for 3 spor til Randers. For at Kronjylland kan få bedre infrastruktur og mere udvikling kræver det altså, at vi får en ny blå regering. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre de 3 spor til Randers. Investeringer i infrastruktur er centralt for Østjylland, hvis vi skal fastholde vækst og arbejdspladser. Derfor vil jeg fortsat kæmpe for, at de 3 spor til Randers bliver en realitet.MERE RANDERS, MINDRE KØBENHAVN - ET DANMARK I BEDRE BALANCE
Der skal ske et opgør med Københavneriet og her vil en stærk lokal repræsentant have stor betydning for vores hverdag.
Jeg mener det er vigtigt, at der bliver skabt en bedre balance mellem Øst- og Vestdanmark, så befolkningen og arbejdspladserne ikke kun centrerer sig om storbyerne. Din personlige stemme betyder, at Københavneriet og den magtfuldkommenhed, som vi oplever med den socialdemokratiske regering lige nu, vil forsvinde. For mig er det derfor vigtigt, at den politik, der føres, også tilgodeser de mindre by- og landdistrikter. Jeg har efter en lang kamp bl.a. sikret en lovændring, så virksomheder som randrusianske Cold Hand Winery, som ikke måtte tilbyde overnatningsmuligheden Glamping til deres gæster, nu må det igen.
Derudover skal statslige arbejdspladser ikke kun komme København til gode - det skal derimod gavne hele landet. Jeg har fået flyttet en række statslige arbejdspladser til Østjylland, hvor jeg især er glad for de 150 arbejdspladser, der kommer med SKAT i Randers. Jeg er dog slet ikke færdig endnu. Der skal udflyttes flere arbejdspladser og uddannelsespladser også. Det skal være muligt at tage sig en uddannelse uden for metropolerne, og det skal være muligt at få et arbejde på en statslig arbejdsplads, uden at man skal flytte til København efter det. Det mener jeg, er et Danmark i bedre balance.
Jeg er træt af Københavneriet og vil altid gøre mit ypperste for at være Kronjydernes ambassadør på Borgen.
VÆKST SKAL SIKRE VELFÆRD
I Danmark går det rigtig godt med økonomien. Arbejdsløsheden er presset i bund og erhvervslivet mangler ligefrem arbejdskraft. Derfor skal flere danskere motiveres til at gå fra passiv forsørgelse til arbejde, så virksomhederne kan få deres ledige stillinger besat. Det gør vi bedst ved at have lavere skat på arbejde: den skal sænkes nu!
Samtidig skal det være lettere at hente udenlandsk arbejdskraft, hvor man ikke kan få stillinger besat af danskere. Jeg vil arbejde for at det bliver nemmere at få tilladelse til at ansatte folk udefra, så vores virksomheder ikke står med ubesatte stillinger, så de må sige nej til at levere efterspurgte varer og serviceydelser.
DET SKAL IKKE VÆRE DYRERE AT VÆRE DANSKER
Den socialdemokratiske regering har hævet skatterne over 40 gange og har nu sikret Danmark den dårlige førsteplads som det mest beskattede land i verden.
Jeg mener, at vi bør gøre ligesom vores nabolande og sænke energiafgifterne. Så danskerne med det samme mærke, at der kommer mere luft i deres økonomi. Østjyderne skal ikke tvinges til at sige op på deres arbejde eller sælge deres hus, fordi regningerne ikke er til at betale. Jeg arbejder desuden også på at nedbringe unødigt bureaukrati og konsulentarbejde. De sparede penge skal gives tilbage til de hårdtarbejdende danskere, der på uretfærdig vis bliver straffet af massive prisstigninger.
STRAM UDLÆNDINGEPOLITIK
I Danmark har vi en stram udlændingepolitik. Den skal vi holde fast i. Det betyder, at starthjælpen skal fastholdes, så Danmark ikke kommer tilbage i toppen af de lande, der er mest attraktive at søge asyl i.
Kriminelle udlændinge skal sendes hjem, og det skal gå hurtigere. Hvis man nyder godt af at opholde sig i det danske samfund, har man bare at respektere vores love. Kan man ikke det, skal man ud; jo hurtigere, jo bedre.
Hvert år koster de ikke-vestlige indvandrere og deres manglende integration de danske skatteydere 31 mia. kr. Det er alt for mange penge, der i stedet kunne være gået til at sørge for flere varme hænder, eller til afgiftslettelser i en tid, hvor det aldrig har været dyrere at være dansker.
Danskerne oplever, hvordan bandekonflikter skaber utryghed, og det er vigtigt, at politiet sætter hårdt ind mod dem. Men jeg mener også, at politikerne skal turde skærpe straffen og slå hårdt ned, når kriminelle udlændinge og bander truer almindelige danskere. Der skal sættes ind overfor disse parallelsamfund.
Vi skal passe på Danmark. Og det gøres bedst med mod til at træffe de bedstebeslutninger på udlændingeområdet.
VI SKAL TAGE KLIMAKAMPEN ALVORLIGT
Klima er på langt de flestes dagsorden i dag og bestemt også på min. Klimakampen er noget, jeg tager meget seriøs, og som vi også har leveret på. De bedste resultater fra vores regeringsperiode er de mange arealer, vi har udlagt til urørt skov, og de tre store vindmølleparker, som vil blive opført i de kommende år. Skove opsamler CO2 og er samtidig dejlige at bevæge sig ud i for at slappe af. Alle bruger strøm, så derfor er det vigtigt, at den er bæredygtig. Det bliver den med vindmøller.
Samtidig skal vi have flere til at skifte fra fossile energityper til vedvarende energi. Derfor har vi udfaset PSO-afgiften. Det gør det billigere at leve bæredygtigt. Det er både godt for klimaet og økonomien.
RANDERS SYGEHUS SKAL BEVARES
Randers sygehus er klemt i det store Region Midtjylland. Det skal der laves om på. Randers sygehus er centralt for rigtig mange mennesker, når uheldet er ude. Derfor vil jeg have et sundhedsfællesskab, hvor Randers sygehus er centrum for de omkringliggende kommuner. Føde- og Børneafdelingen skal forblive, så vi har et velfungerende hospital, der dækker østjydernes behov. Jeg ved selv, hvordan det er at være ’kunde i butikken’ med sine børn. Det er ikke sjovt, og derfor skal det være så let som muligt at komme til.
Det skal det, fordi det skaber tryghed, at være tæt på et lokalt sundhedsvæsenet, hvis et uheld er ude. Jeg vil altid kæmpe for, at vi bevarer akutmodtagelsen og børneafdelingen på Randers Sygehus, hvor begge afdelinger desværre er i farezonen for at lukke. Som det er nu, har Randers Sygehus meget gamle 4-sengs-stuer. Hvis man er syg, skal man have ro. Derfor vil jeg arbejde for, at vi får sikret den nødvendige renovering af vores sygehus nu til maks. 2-sengs-stuer, så borgerne får en god og tryg oplevelse, når de besøger det.